Kære Camilla

Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns – Som Kirkegaard formulerede det tilbage i 1843.

Jeg forsøger at forstå….

Jeg har forstået, at jeg ikke i tilstrækkelig grad:

• mærker, hvordan jeg reelt har det. Og udtrykker det

• mærker, hvordan min energibalance er. Og udtrykker det

• reelt beder om hjælp, selvom jeg har behov for den

• får gjort det klart hvilke praktiske behov jeg har hos mig selv

• kommunikerer tydeligt omkring egne behov

• kommunikerer hvad der fylder i mig, selvom jeg nok ofte har en følelse af at jeg gør.

Jeg ved, at ovenstående var afgørende elementer i at mit bæger lige pludseligt flød over i forhold til dig. Og jeg ikke følte at jeg havde andre muligheder end at bryde med dig.

Jeg ville ønske, at jeg sammen med dig kunne have arbejdet med at håndtere ovenstående bedre.

Jeg har haft det rigtig svært, når jeg har fået aktiveret dit afvisningsmønster. Et mønster jeg gentagne gange har fået trigget, uden at ville det. Det har gjort mig usikker i forhold til dig. Vi er aldrig rigtig lykkedes med at håndtere det på en god måde for hverken dig eller mig. Selvom der har været en bevægelse mod det bedre. 

Så vi har begge mønstre med os, som har påvirket vores forhold. Jeg ville ønske, at jeg havde taget imod dit tilbud om at arbejde med mønstrene med hjælp fra en ekstern.

Jeg ved ikke om det er for sent. At vi sammen her på bagkant kan arbejde med de vanskelige ting sammen.

Ved slet ikke om det længere kan give mening for dig.

Fordi tiden er gået.

Fordi du er et andet sted. 

Fordi det er sårbart - i alle tilfælde for mig. 

Ved heller ikke hvad arbejde med mønstre vil resultere i. Så måske kan vi starte med at mødes til en snak?

Jeg har fuld forståelse for hvis dette kommer alt for sent. I det tilfælde vil jeg ønske dig alt det bedste.

Knus Tomas